Fællesklang er et korkoncept, der findes i mange forskellige byer i Danmark. Koret er en del af den kirkelige børne- og ungdomsorganisation KFUM og KFUK og har formålet at skabe et værdifuldt fællesskab og frirum for unge. Fællesklang er åbne for alle unge mellem 18-35 år, der elsker at synge! I flere af korene mødes over 100 sangglade unge ugentligt, og det gør de, fordi de ser koret som et frirum og et fællesskab med plads til alle.
Et kendetegn for Fællesklang korene er mangfoldighed, både ift. typer af mennesker og musikalske evner, hvilket skaber en særlig samhørighed blandt sangerne. Vi mener nemlig, at der skal være plads til alle! Det eneste krav er, at man har lyst til at synge og er mellem ca. 18-35 år. Korene vægter fællesskabet højt, så man ikke kun har fokus på korsang, men også på at møde andre mennesker og blive en del af noget større. Til koraftenerne skabes der en uformel og afslappet stemning, hvor der er plads til fejl, plads til sangernes indskydelser samt plads til humor.
Udover de ugentlige koraftener består Fællesklang også af hyggelige sociale initiativer som fællesspisning, koncerter og fester, som arrangeres af et frivilligt korudvalg. Dette udvalg er den primære drivkraft bag koret. Én gang om året afholder vi desuden en kæmpe fælleskoncert med ALLE Fællesklang-kor i hele Danmark med flere hundrede sangere, og det er VILDT!
Det er denne fælleskoncert vi gerne vil invitere jer med til. I år er det nemlig ikke bare en “normal” fælleskoncert, men en jubilæumskoncert, da Fællesklang fylder hele 10 år! Så kom med når vi fejrer sangglæden og fællesskabet. Det sker d. 2/11-24 kl. 17 i musikhuset ODEON i Odense. Det bliver en stor koncert, med en masse unge, søde og friske mennesker fra hele landet, som vil skabe rammerne for en fantastisk eftermiddag, hvor man virkelig kan mærke sangglæden og se, hvad Fællesklang kan!
Så sæt kryds i kalenderen og kom med, når vi fejrer 10-års jubilæum for Fællesklang!