The 12 Tenors har i 15 år turneret med deres kraftfulde stemmer og vundet masser af hjerter i både Europa, Kina og Japan. Tenorernes 15 år lange historie hyldes nu i form af et stort show i Store Sal, når de syngende herrer igen kommer til Danmark.
De 12 sangere, som kommer fra henholdsvis Tyskland, Polen, England, Skotland, Italien og USA forener den klassiske og moderne lyd på tværs af generationer, når de bevæger sig i alle musikkens genrer.
Udfaldet af dette er en mangfoldig musikalsk cocktail bestående af de mest kendte arier og de største pophits samt ballader og rockklassikere. Og når tenorerne står på scenen, iført deres karakteristiske sorte jakkesæt, har de udelukkende ét mål; at videregive deres lidenskab for musikken til publikum.
Tenorernes optræden bakkes op af orkester og lysshow. Der er således lagt op til en forrygende aften, når The 12 Tenors spiller op til fest i ODEON.