De blå toner gemmer sig mellem noderne, de latinamerikanske rytmer pulserer gennem orkestret, og alt emmer af jazz, swing og improvisation, når Odense Symfoniorkester og TipToe BigBand smelter sammen til en taktfast og groovy musik-maskine.
Mere om koncerten: Rhapsody In Blue – TIPTOE og Odense Symfoniorkester
Vi tager dig på en tur over Atlanterhavet – til de fyldte og festlige natklubber i New Orleans, hvor jazzen ånder og lever. Gershwin var manden, der bragte jazzen ind i koncerthusene og forenede den klassiske og rytmisk musik i et af det 20. århundredes mest berømte værker, nemlig Rhapsody in Blue.
Og når vi kaster os over Cuban Overture og Daniel Freibergs Latin American Chronicles fra 2015 tilføjes den lidenskabelige latinamerikanske folkemusik og tango-fornemmelse.
Efter al den amerikanske inspiration slutter vi med et helt nyt dansk værk for symfoniorkester og bigband. Oplev årets fynske jazzmusiker 2019, Michael Salling, og Odense Symfoniorkesters egen klarinettist, René Højlund Rasmussen, når de folder sig ud i hæsblæsende og virtuose solopræstationer.
Medvirkende
Dirigenter: Emil Eliasson og Torben Sminge
Solister: Michael Salling, klaver; René Højlund Rasmussen, klarinet
G. Gershwin: Cuban Overture
D. Freiberg: Latin American Chronicles – Koncert for jazzklarinet
G. Gershwin: Rhapsody in Blue
J. Kristensen: Koncert for bigband og orkester (uropførelse)
Obs
Koncerten er flyttet til den 15. september 2022, kl. 19:30 grundet Covid-19.