Værter og optrædende er offentliggjort til Kronprinsparrets Priser 2019

Værter og optrædende er offentliggjort til Kronprinsparrets Priser 2019

Kåre Quist og Stéphanie Surrugue er værter og Alphabeat, Claus Hempler, JADA og Hjalmer optræder ved Kronprinsparrets Priser.

Kronprinsparrets Priser runder i år et skarpt hjørne, når D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen den 2. november for 15. gang hylder ekstraordinære præstationer inden for dansk, grønlandsk og færøsk kunst og kultur og sociale indsatser.

For femte år i træk udgør Stéphanie Surrugue og Kåre Quist værtsparret, mens en række etablerede navne fra musikkens og kulturens verden også vil indtage scenen. I år vil blandt andre Alphabeat, Jada, Claus Hempler og Hjalmer stå for aftenens musikalske indslag. Og da det er 15. udgave af prisuddelingen, vil der i den anledning være gensyn med tidligere prismodtagere.

Årets prisuddeling foregår i år i ODEON i Odense, mens hele showet kan følges på DR1, hvor prisuddelingen sendes live klokken 21.00.

Med Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris følger 500.000 kroner og et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson. Med Kronprinsparrets to Stjernedryspriser følger 100.000 kroner.

Bikubenfonden indstiftede Kronprinsparrets Priser i anledning af Kronprinsparrets bryllup i 2004. Siden er prisuddelingen blevet afholdt i forskellige danske byer, med undtagelse af prisuddelingen i 2013, der blev holdt i Sydney.

Prisuddelingen har til formål at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Kommende koncerter & events