MIT FØRSTE ÅR I ODEON

MIT FØRSTE ÅR I ODEON

Skrevet af salgschef Thomas Danielsen

Tænk sig, der er allerede gået et år!

For ét år siden havde jeg sagt farvel til 10 gode år hos Sydfyns bedste hotel, Hotel Svendborg, og sad så i min nye stol, ved mit nye skrivebord og min nye PC i ODEON. Jeg vidste ikke hvad mine kollegaer hed, hvor toilettet var og der var ingen mails i min indbakke!

Jeg lærte hurtigt mine nye, gode kollegaer at kende, lærte ODEON at kende (det er et stort hus, så jeg er gået ind ad de forkerte døre flere gange…) og fik mig stille og roligt en ny, god base at arbejde ud fra. Derudover skulle jeg også lære Frederik VI’s Hotel at kende; mine nye kollegaer dér, samt ikke mindst mærke pulsen på det lille fine og hyggelige hotel på Rugaardsvej.

Der er sket meget på det første år:

ODEON er Odenses store Kultur- og Kongreshus og dermed også et hus for byens borgere. Et hus som har mange kulturelle events, som er åbent for alle, f.eks. ODEONs sangklub, bingo i caféen, og yoga om søndagen. Jeg bor selv på Tåsinge og var nok lidt på udebane i det odenseanske i starten. Det skulle der gøres noget ved og vi fik startet ODEONs Business Bar op, som vi har afholdt i alt 6 gange i løbet af foråret. En succes med 40 – 130 deltagere pr. gang og hvor vi har haft indlæg om bl.a. ”Det nye Odense”, de 17 verdensmål og investering via sociale medier. Vi kommer helt sikkert tilbage i efteråret i en nyere og forhåbentligt forbedret udgave – det glæder jeg mig meget til.

ODEONs Erhvervsløbeklub er også et nyt tiltag, som jeg satte i gang i april. Et enkelt koncept, hvor jeg spørger dem jeg møder på min vej, om de løber og om de vil løbe med mig. Pt. Har jeg 35 emner på min løbeliste, som får mulighed for at løbe med mig hver anden fredag morgen. Vi slutter af ved hotellets morgenbuffet – det er altid et hit. Vi er en blandet gruppe løbere, erhvervsmæssigt indeholder gruppen f.eks. en ejendomsmægler, en bankdirektør, en revisor og en del fra robotverdenen mm. Helt klart også et event jeg fortsætter med i efteråret. Jeg går med en idé om, at jeg vil tage min ODEON løbetrøje med til København og se om der er nogle som vil løbe med mig dér?!

Jeg kan godt lide at gøre tingene lidt anderledes end de fleste og har også prøvet at markedsføre ODEON og Frederik VI’s Hotel på en anden måde, end jeg tidligere har prøvet med lignende konferencesteder/hoteller. I samarbejde med Instafilm, har vi produceret en håndfuld film, med udgangspunkt i den lidt skæve historie. Det har været meget grænseoverskridende for mig, da jeg kommer væk fra mit ”jakkesæt-udtryk”. Om det er godt eller skidt, må jeg lade andre vurdere, men en ting er sikkert – det giver noget omtale. På rigtig mange møder jeg deltager i, bliver jeg konfronteret med filmene og det giver noget aktivitet på LinkedIn og Facebook. Mere af det kommer og jeg har også nye idéer til lidt længere ud i fremtiden. Du kan se alle filmene her.

Det er ingen hemmelighed, at jeg i mine år i Svendborg, stålfast sagde, at det ikke tager lang tid at komme til Svendborg (Det gør det faktisk ikke…) Men geografien og min nuværende placering i Odense, viser mig også hvor vigtig den geografiske placering er. Der kommer flere forespørgsler, jeg har nemmere ved at få kundemøder og rundvisninger, fordi Odense ligger på hovedåren gennem Danmark. At jeg så også nu sælger Store Sal i ODEON med op til 1740 personer, gør jo bare det hele meget sjovere, med fokus på de større kongresser og konferencer.

Nu tager jeg hul på år 2, hvor jeg nu ved hvor toilletterne er, hvad mine kollegaer hedder og min mailindbakke er ikke tom! Jeg glæder mig helt vildt til at fortsætte det næste år, med alle mine gode kollegaer, samarbejdspartnere og kunder. Flere møder, rundvisninger, kundearrangementer, videoer, Businessbarer og løbeture. Lidt mere af det gamle og mere nyt.

GOD SENSOMMER TIL ALLE!

Thomas

Kommende koncerter & events