Julesløjfen i ODEON

Julesløjfen i ODEON

Vi binder en sløjfe på året i ODEON og samles om julen, for at bringe glæde til så mange som muligt.
I år står ODEONs jul i sløjfernes tegn, som i julens tid symboliserer fred og sammenhold.

Sammenhold og glæde er det vi håber at sløjferne vil bringe med sig.

Sidste år kunne vi med hjælp fra skoler, børnehaver, SFO’er, medarbejdere og private donere hele 25.000 kr. til Løkkehus Børnehjem og Døgninstitution Birkelund i samarbejde med SparNord Fonden.

I år samler ODEON på sløjfer. For hver indleverede sløjfe doneres 1 kr. til et event i ODEON der afholdes for Ungetilbudsnetværket, en del af Center for Mental Sundhed.

Ungetilbudsnetværket består af ca. 60 afdelinger med hver sit fokusområde inden for mental sundhed, f.eks. angst, depression, ensomhed, misbrug og sorg. Det samlede beløb gives i år til at Ungetilbudsnetværkets børn og unge kan få en stor oplevelse, der forhåbentlig vil give større sammenhold blandt ligesindede unge i samme situation. Et event med både fagligt indhold og underholdning til børn og unge i netværket, så de sammen og også i selskab med klassekammerater og familie, kan samles i en fælles forståelse.

Klippe-klistre-hyggen vil sænke sig over ODEON, og fra den 30. november, vil det være muligt at komme ind og hænge sin sløjfe på juletræet eller lave fine sløjfer i Café ODEON Social.

Sløjferne kan afleveres i ODEONs kæmpe juletræs-barometer som står i foyeren hele december måned. En skabelon til sløjfen kan hentes her

 

Hjælp med at hjælpe andre!

Vi vil gerne opfordre alle til at hjælpe – både skoler, børnehaver, SFO’er samt private, så vi kan få samlet så mange sløjfer ind som muligt – så donationen kan blive så stor som mulig.

Man er meget velkommen til at lave julesløjfer hjemmefra, men hver dag (på nær søndag den 1.) fra den 30. november til den 21. december vil sløjfeværkstedet ved Café ODEON Social være åbent.
Julesløjferne kan laves ud fra ODEONs skabelon, men alle sløjfer tæller om de er bundet med bånd, klippet ud af papir eller som man selv ønsker det – alle sløjfer tæller, og alle kan være med – sammen kan vi gøre en forskel for børn og unge ved Ungetilbudsnetværket hos Center for Mental Sundhed.

 

Afslutning på indsamlingen

Den 21. december kl. 10.30 bliver sløjferne talt op og checken til eventet vil blive overrakt.

Samme dag fejrer vi julen med Det Store Juleshow med børnefavoritter fra bl.a. Ramasjang. Juleshowet er gratis for alle og starter kl. 11.00 på Byens Scene.

Kommende koncerter & events