Fællesskaber sejrer ad helvede til

Fællesskaber sejrer ad helvede til

Sara Ekknud, kulturchef i Odeon og Odense Koncerthus.

Jeg er simpelthen så glad – lad mig starte med at slå det fast. En mandag i januar – det var koldt, regnvejr og så havde vi endda også konkurrence fra herrehåndbold i fjernsynet. På trods af det, så var i alt cirka 700 glade mennesker i ODEON. De var ikke hjemme i sofaen. De var ikke midt i alt muligt andet fra en travl hverdag. De var inde hos os for at synge sammen – først i sangklubben, hvor vi synger sange for Højskolesangbogen, og bagefter blev de første flere hundrede skiftede ud med andre hundrede mennesker til vores kor, hvor vi synger rytmiske sange. Tænk en gang?!

Jeg troede heller ikke selv, at det var muligt. Faktisk så sagde jeg de første gange, at hvis der bare kom 50 mennesker, så var jeg glad. Det gjorde selvfølgelig så, at vi havde alt for få bøger, stole og i det hele taget, blev totalt overrendt. Selvfølgelig på den gode måde. Men hvorfor? Hvorfor vælger så mange mennesker en aften med sang, når der er så mange andre muligheder? Jeg har mødt mange kollegaer som mente, at det bare var spild af min tid og ressourcer: ”Jeg forstår det ikke” eller den her kommentar:

”Der er da ingen, der gider at synge sammen i 2019”. Jeg husker også, at inden Odeon Social (her har vi fællesspisning hver aften klokken 18) åbnede med fællesspisning hver aften, så var der mange, der sagde: ”Tror I virkelig på, at folk gider det i Odense?”

Jeg har efterfølgende tænkt meget over, hvorfor det går så godt?

Lad mig male jer et billede med ord fra den mandag: Der sidder én i kørestol, én direktør i en kæmpe pels – der er en mor med sin teenagedatter. Der er gamle, og der er unge. Der er faktisk også helt små børn, der står og danser til musikken fra klaveret og trommen, som er alt, der er på scenen til det rytmiske kor. Der er unge smarte piger og så er der dem, der bare er ligeglad med det nye tøj fra Magasin. Det brede udsnit. Hele Odense. Helt vildt, faktisk. Hvor møder du ellers det?

Et par dage efter, så vender jeg det med en god bekendt. Han spørger: ”Er det den nye kirke?” Det spørgsmål fik mig til at tænke længe – Han talte videre nogenlunde sådan her: ”Tidligere var kirken rammen for fællesskabet i Danmark – den rolle spiller de ikke længere”. Baggrunden for den snak kom, da jeg forklarede lystigt, om vores mange events i ODEON – og hurtigt kom snakken ind på fællesspisning, fællessang og fælles rundvisning. Man behøver ikke have taget en stor sproglig eksamen for at lægge mærke til en klar sammenhæng i de ord. Uden for den sproglige tendens har vi faktisk også et kor, yoga og dans. Men selvom de ord ikke starter med et ”f”, så har de jo den samme inkluderende funktion. Og ja, de er alle utrolig populære og velbesøgt.

Skal vi ikke slå det fast med det samme – jeg er ikke præst. ODEON er ikke en kirke. Så du behøver bestemt ikke læse videre her, hvis du ønsker at læse den konklusion. Alligevel så fik den kommentar mig til at tænke mere over, hvad er det, som gør, at vi i 2019 kan samle cirka 400 mennesker en kold mandag aften i januar, hvor der endda også er håndbold i tv’et. For det kan man. Man kan også samle det samme antal for at synge i en lille blå bog, som faktisk er den mest solgte bog i Danmark – det forstår jeg i øvrigt godt, for jeg og ODEON har da alene købt mange det sidste halve år.

Jeg synes, at sangen giver fællesskab, og når vi står så mange i flok og synger ’Jeg elsker den brogede verden’ eller en anden sang, gør det noget helt særligt ved én. Det vil jeg gerne love dig, læser. Sang er noget man er fælles om – ligesom man er fælles om at danse, at opleve en begivenhed eller noget tredje. Men man er en del af et fællesskab, når alle er koret. Når alle er en del af klubben. Her er oplevelsen ikke på scenen, men iblandt os. Os gæster. Jeg læste en artikel i en anden avis, hvor der stod at: ” Der mangler indhold, som folk kan være fælles om, udover måske store sports- og kulturbegivenheder, hvor vi er fælles om at være stolte vindere,” mente en etnolog og projektchef.

Der mangler indhold til at være fælles om i hverdagen? Flere mennesker end nogensinde bor alene. Samtalen går i højere grad over Snapchat og Facebook. Hver eneste dag – og ja, jeg gør det også selv, kigger jeg mere i min telefon end jeg kigger min søde kæreste i øjnene og taler med ham. Måske netop derfor har vi alle brug for et sted, hvor vi kan være sammen – og bare være sammen. I et fællesskab.

Jeg tror også, at noget af hemmeligheden er, at det er uforpligtende. Man skal ikke skrive sig op til at komme hver mandag eller betale et fast kontingent. Man kan komme, som man vil og har lyst. Helt på sine egne betingelser. Det kender jeg også godt selv – jeg kan ikke overskue tanken, om at jeg hver eneste uge på et fasttidspunkt på en fast dag skal være et sted, og udføre det samme. For i min hverdag, tror jeg, at ligesom i din, så kan der altid komme noget på tværs eller pludselig opstå en akut situation på arbejdet, som gør, at jeg skal være på min kontorstol og ikke på en træstol, hvor jeg lærer fransk.

Jeg tror også, at det er en glæde og forventning til, at der er nogle andre, der styrer og bestemmer. Så du skal bare komme. At stå mange mennesker sammen og synge: Jens Vejmand – det er en modpol. Jeg kan faktisk næsten ikke komme på en større modpol til hverdagen i 2019, hvor vi er mega teknologiske, og hele tiden er på jagt efter et næste ”like”, at vi så kan stå så mange hundrede mennesker, og synge en dansk sang af Jeppe Aakjær, som han skrev i 1905 (melodien er i øvrigt af Carl Nielsen, hvis du skulle være i tvivl). Modpol er godt. Det er et åndehul i hverdagen, hvor det heller ikke handler om, hvordan du ser ud – for vi synger alle med det næb, som vi har. Synger du dårligt – pyt. Det gør jeg også, men det er lige meget. For i det her fællesskab og åndehul, så handler det meget mere om at være sammen – skidt pyt med udførslen.

Jeg tror – nu kommer konklusionen, at grunden til folk gider at komme. At man tilvælger sang og fravælger sofa. Er fællesskabet. Helt kort og godt. Vi har masser af andre events, som også er gratis at deltage i. Hvor der ikke er den samme opbakning. Et kor slår selv de dygtigste Ramasjang-figurer fra DR i antal publikummer. Det er ret vildt. Det synes jeg i hvert fald. Og nu vil jeg ikke afsløre prisen på et arrangement med en figur fra tv, men jeg vil gerne afsløre, at det ikke er billigt for os.

Det er et fællesskab her – hvor går du ellers hen?

Kulturen har en kæmpe betydning for fællesskaber, men jeg vil dog påstå, at du ikke er i et fællesskab, når du ser en forestilling sammen. Det er en fælles oplevelse, men den sidste del ”skab” har man ikke. Forstå mig nu ret inden, at I begynder at sende mails til mig. Det er en fremragende oplevelse, som man kan have sammen. Helt enig. Den følelse, som man har i kroppen efter en god koncert – det er jo fantastisk, men du er ikke sammen på samme måde. Kultur skal føles og mærkes – det gør man særligt, når man står fælles og er sammen.

Og hvad ville jeg så sige med alt dette? Jeg vil først sige tak: Tak! Jeg er så glad for, at I vil være med. Og så vil jeg sende et håb ud til, at vi skal have endnu flere fællesskaber. Endnu flere gæster i dem. Og endnu flere mennesker, som vil være sammen med os andre. Skal vi ikke sammen starte en bevægelse, hvor vi synger mere sammen, oplever mere sammen – og ikke mindst taler mere sammen. Sådan rigtigt, og ikke via telefonen. Du ved en rigtig samtale, som beriger os begge. Halleluja for den helt old school måde: Ansigt til ansigt. Jeg tror, at hvis vi alle sammen gør det bedste, som vi kan – så vil fællesskabet sejre endnu mere!

Kommende koncerter & events

Arrow Right
Læs mere
15 jan
11 mar
2019
MIO, MIN MIO

MIO, MIN MIO

ODEON Teatersalen

Køb billetter

ODEON Grand Prix

ODEON Store Sal

Køb billetter

Business Bar – Netværk, musik & fredagsbar

ODEON

Køb billetter

Operamiddag

ODEON Store Sal

Køb billetter

GRATIS – Michael Groser – Enneagram-foredrag om de 9 TYPER – “Er du for lækker – eller for latterlig?”

ODEON Store Sal

Køb billetter

Comedy Open Mic

Open Mic-scenen (Lokale 3)

Køb billetter