Tirsdag, 29. januar 2019 - 19:30

LEONORA CHRISTINA

Troels Lyby og Xenia Lach-Nielsen i ny dansk musical

LEONORA CHRISTINA er en moderne musical om en af danmarkshistoriens største politiske intriger. Historien om kongedatteren, der sammen med sin mand konspirerede mod Danmark, sad fængslet i Blåtårn og måtte flygte ud af landet anklaget for forræderi er en storslået fortælling om kærlighed, magtkampe, højforræderi og ensomhed – og et ægte kongedrama.

Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera går sammen om en ny dansk musical baseret på Leonora Christinas selvbiografi, Jammersminde.

Der er stærke og kompetente teaterkræfter bag opsætningen af LEONORA CHRISTINA. Musicalen instrueres af den erfarne sceneinstruktør Peter Langdal, og flere af navnene på rollelisten er også allerede på plads. I hovedrollen ses Xenia Lach-Nielsen, der senest har høstet fremragende anmeldelser for sin præstation i musicalen Chess. I den mandlige hovedrolle ses Troels Lyby, der udover film og tv også har mange års erfaring fra teaterverdenen, og i en fremtrædende birolle ses Lars Simonsen, der blandt andet har medvirket i TV 2-serien Broen.

Et særsyn i Danmark

- Vi glæder os til at præsentere LEONORA CHRISTINA, og vi er stolte over, at en af Danmarks mest anerkendte instruktører, Peter Langdal har sagt ja til opgaven. Det bliver virkelig storslået, og en opsætning af den her kaliber er et særsyn i Danmark, fortæller Jens August Wille, teaterdirektør på Odense Teater.

- Det er umådelig tilfredsstillende at være med til at vække vores fælles kunstneriske vision til live og fortælle Leonora Christinas historie som musical med fuld orkesterbesætning, siger Finn Schumacker, der er musikchef for Odense Symfoniorkester.

Musikalsk trækker LEONORA CHRISTINA på stiltræk fra barokken, og i kombination med den velkendte og moderne, storslåede musicallyd skaber det et helt unikt musikalsk udtryk.

- Den Fynske Opera har i mange år været foregangsmænd inden for ny dansk musikdramatik. Vi er utrolig stolte over at være med i den her produktion og ser det som noget ganske særligt, at tre så markante institutioner i Odense er gået sammen. Både musikalsk og dramatisk tegner det virkelig til at blive en fantastisk forestilling, fortæller Den Fynske Operas kunstneriske leder, Thomas Storm.

Tværkunstnerisk samarbejde

LEONORA CHRISTINA realiseres i et tværkunstnerisk samarbejde imellem Odense Teater, Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester, og musicalen er udviklet i samarbejde med Uterus – Danmarks Musicalrugekasse. Musikken til forestillingen er skabt af komponisten Stephen Henriksen, og sangteksterne er forfattet af Torben Kirkegaard. Det er den Reumert-belønnede dramatiker Andreas Garfield, der står bag manuskriptet, og Peter Langdal instruerer.

LEONORA CHRISTINA får premiere i januar 2019, og forestillingen vil kunne opleves i Odense i kulturhuset Odeons Store Sal. Billetterne er i salg fra i dag, den 7. marts 2018 kl. 15.00.

FAKTA:
Historien om Leonora Christina

Musicalen LEONORA CHRISTINA tager sit historiske udgangspunkt i år 1659, hvor kongedatteren Leonora Christina står foran den svenske konges højeste domstol for at forsvare sin syge mand, Corfitz Ulfeldt, der er anklaget for højforræderi mod Sveriges regent. Igennem sit forsvar fremlægger hun for domstolen – og for publikum – hvordan det er gået til, at parret nu står til landsforvisning fra Sverige og udlevering til Danmark. 

Ved hjælp af konspirationer og diplomatisk dobbeltspil har Leonora og Corfitz skaffet sig allierede i både Sverige, Frankrig og Holland, idet målet har været at fremprovokere en krig i Danmark og tilkæmpe sig landets øverste magt. Ulfeldt er i forvejen rigshofmester – det højeste embede, en ikke-adelig kan opnå – og Leonora Christina vil gøre krav på tronen. Men selv om hun er kongedatter, er hun ikke en del af arvefølgen, og derfor havner hun i en bitter strid med sin halvbror, Frederik d. 3, og dennes hustru, Sofie Amalie. Planen slår fejl, så Leonora Christina må opgive alle dem hun elsker højest og med et sidste listigt forræderi forsøge at frelse sit eget liv.

 

 

Kommende koncerter og events

24/09/2018

ODEONS Sangklub: Claus Skjold Larsen

Byens Scene

24/09/2018

TALK! Med Rasmus Flindt Pedersen, vinder af Årets Pressefoto

Café ODEON Social

24/09/2018

Tom

Teatersalen

26/09/2018

Mobilkamera-workshop m. Skovdal Nordic

Café ODEON Social

Nyt fra Odeon

Start aftenen med en lækker koncertmenu

2-retters menu pr. person  / 265,- + gebyr

3-retters menu pr. person / 325,- + gebyr

Vil du med til fællesspisning?

”Hvad skal vi spise i aften?”  Svaret er simpelt: Fællesspisning. Hver aften alle ugens 7 dage lægger ODEON Social hus til fællesspisning. Maden serveres kl. 18.

Vind et hotelophold for 2