Onsdag, 30. maj 2018 - 17:00

DIE WALKÜRE

Richard Wagner var, da han startede på sin Nibelungens Ring, glødende revolutionær, og han var overbevist om, at når revolutionen havde gjort en ende på folkets lidelser, når alle var blevet oplyst, så ville man samles til festspil, der varede i dagevis og sammen genleve de tumultariske begivenheder, der ledte frem til den nye tidsalder. Helt sådan kom det ikke til at gå, men det lykkedes Wagner, trods den udeblevne samfundsomvæltning, at få skabt et evigtgyldigt værk, der i mytisk form tager livtag med alle de store tanker og konflikter i den menneskelige tilværelse. Afsættet til hele dramaet er modsætningen mellem kærlighed og magt: kun den, der forsager kærligheden, kan smede magtens ring. Men som i Tolkiens Ringenes Herre, der er stærkt inspireret af Wagners store værk, er ringen bedragerisk og forbandet og har sin egen agenda; dén, der bærer ringen, skal gå til grunde. Og således bliver ringens herre også altid dens slave, og ringen vandrer gennem gude- og menneskeskæbner indtil den dag, den atter vender tilbage til rhindøtrene på bunden af Rhinen, og forbandelsen brydes. Kom og vær med til et ægte Wagnersk festspil, når OS opfører alle fire dramaer på bare én uge – sådan som mesteren selv forestillede sig dem opført – og endda to uger i streg. Det bliver STORT! Velkommen til Den Nye Ring i Odins by.

22. maj 2018 kl. 19.30
RHEINGOLD

Prologen til det store drama, hvor vi præsenteres for de arrogante guder, de nedrige dværg og de griske kæmper. Dette er historien bag historien, hvor Wagner opruller de grundlæggende konflikter, der i de senere operaer får så store og frygtelige konsekvenser. Vi ser Ringen blive skabt af Alberich og dramaet tage sin begyndelse.

23. maj 2018 kl. 17.00
WALKÜRE

Den anden opera i rækken om Nibelungens Ring, hvor den øverste gud, Wotan, mister grebet om begivenhedernes gang og bliver fanget i sine egne rænker. Han må ofre både sin søn, Siegmund, og sin yndlingsdatter, valkyrien Brünnhilde, som ender uden sine vinger omgivet af magiske flammer.

25. maj 2018 kl. 17.00
SIEGFRIED

Ved hjælp af Siegfried, en fri helt, håber gudernes overhoved endelig at kunne erobre Rhinguldet tilbage fra kæmpen Fafner, der nu har forvandlet sig til en ildsprudende drage. Siegfried og Brünnhildes kærlighedshistorie tager sin begyndelse.

27. maj 2018 kl. 15.00
GÖTTERDÄMMERUNG

Wotans store plan mod de mørke magter krakelerer endeligt, da Alberichs søn, Hagen, med list og trylledrik adskiller de elskende, Brünnhilde og Siegfried, og bruger den hævngerrige Brünnhildes indsigt til at slå Siegfried ihjel. Ringen bliver renset i ilden fra Siegfrieds begravelsesbål og vender tilbage til Rhindøtrene, mens guderne går til grunde i et flammende Valhal.

Kommende koncerter og events

19/08/2018

Åbningsshow: De 5 papirklip

Odense Koncerthus - Carls Nielsen Salen

20/08/2018

De 5 papirklip

Odense Koncerthus - Carls Nielsen Salen

21/08/2018

De 5 papirklip

Odense Koncerthus - Carls Nielsen Salen

22/08/2018

Koncertmenu - Nattergalen

Restaurant Schiøtz

Vil I booke et hotelværelse?

Radisson Blu H.C. Andersens Hotel er vores nabo.

Vil I leje vores Store Sal?

Så kontakt Sara Ekknud på: se@odeonodense.dk eller tlf. 4196 3917

Vind et hotelophold for 2